Velkommen
[ Debat om farlige hunde ] [ DTK BIGs løsningsforslag vedr. "farlige" hunde ]
Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppens webside er lavet for at holde medlemmerne i Dansk Terrier Klub (DTK) orienteret om gruppens arbejde og aktiviteter. DTK er en specialklub under Dansk Kennel Klub (DKK), der er medlem af Federation Cynologique Internationale (FCI).
Bull Image Gruppen (BIG) er Dansk Terrier Klubs arbejdsgruppe for bull racer og består af medlemmer fra racegrupperne; Amerikansk Staffordshire Terrier, Staffordshire Bull Terrier, (Engelsk) Bull Terrier & Miniature Bull Terrier. Det er meget forskellige racer, som har det tilfælles, at de:
Tilhører FCI's terrier gruppe
Nedstammer fra den engelske bulldog
Udsættes for "racisme" i forbindelse med debatten om "farlige" hunde
I forbindelse med den igangværende debat om farlige hunde og løsningen af problemstillingen dedikeres Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppes webside til at publicere information af interesse for offentligheden, presse og politikere!
|
Dansk Terrier Klub ønsker løsninger, der virker!
Erfaringer fra lande med mangeårig racespecifik lovgivning viser, at det har ingen - eller i værste fald - negativ effekt.
Derfor opfordrer vi til, at lovgivning baseres på faktuel viden og erfaring - og ikke på racespecifikke forbud og restriktioner.
BIG folder om den danske lovgivning | BIG leaflet concerning the Danish Dog Act |
Debat om farlige hunde [ Top ]
I pressen og offentligheden betegnes hunde, der bider, oftest som "kamp-/muskelhunde" - uanset hvilken race eller blanding, der er tale om. Politiet benytter også betegnelser som "kamphunde" og "muskelhunde" uden, at en fastlagt definition af begreberne samt en kynologisk vurdering ud fra disse ligger til grund for "kategoriseringen" af de pågældende hunde.
Nærmere undersøgelse af sager vedr. såkaldte "muskel-/kamphunde" viser derfor oftest, at der er tale om blandingshunde / hunde uden Dansk Kennel Klub stamtavle.
Det er rystende og ganske uacceptabelt, at der forekommer så mange bid-episoder! En alvorlig bidskade er en for meget.
For seriøse hundefolk er det fuldstændigt uforståeligt, at der findes så mange hundeejere ikke har evner og vilje til at leve op til det ansvar, det er at have en hund - og at de ikke er i stand til - eller slet ikke ønsker - at tage de mest simple foranstaltninger til sikring af, at deres hund ikke gør skade på andre.
Vi tager på det skarpeste afstand fra disse uansvarlige hundeejere, hvis hunde på det seneste står bag overfald på både mennesker og dyr - og beklager på det dybeste, at disse menneskers manglende hunde-kompetencer og uansvarlighed kan få uoverskuelige konsekvenser for ansvarlige hundeejere, fordi presse, myndigheder og offentlighed ikke kan skelne mellem gode hundeejere med velfungerende hunde og dårlige hundeejere med dårligt fungerende hunde.
Effektive løsninger skal baseres på fakta, viden og erfaring
Der findes desværre ikke en let og hurtig løsning på problemstillingen med "farlige" hunde - eller rettere sagt "farlige" ejere - i det danske samfund.
I Dansk Terrier Klub er vi meget bekymrede over problemstillingen med "farlige" hunde og "farlige" hundeejere. Vi ønsker, at der hurtigst muligt findes effektive og langtidsholdbare løsninger, som begrænser omfanget af hundebid på mennesker og dyr - og samtidigt sikrer, at kun de "skyldige" rammes af restriktioner og lovgivning - ikke de lovlydige og ansvarlige hundeejere med velfungerende hunde, uanset hvilken race, der er tale om.
Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppe efterlyser dialog om løsningsmodeller, der er baseret på fakta, viden og erfaring. Det er nødvendigt for effektivt at løse problemerne.
"Det er for galt" løsninger og symbol-politik baseret på generalisering, myter og fordomme er ikke vejen frem!
Forbud mod racer virker ikke
Erfaringerne fra bl.a. Danmark, Holland og Storbritannien viser, at problemet med "farlige" hunde ikke kan løses ved race- eller gruppespecifik lovgivning.
-
Holland forbød i 1993 pit bull terriers. De ophævede forbuddet i 2008, da det ikke havde nedbragt antallet af alvorlige bid-episoder.
-
I Skotland ophæver de racespecifik lovgivning i 2010.
-
I Storbritannien, hvor der i lige så lang tid har været forbud på udvalgte racer, pågår en politisk dialog om ophævelse af forbuddet, da det heller ikke her har haft den ønskede effekt.
-
I Danmark viser forbuddet mod pit bull terriers, der blev indført i 1991, at forbud mod racer er uden effekt. Pit bull terriers og blandinger heraf, er i dag langt mere udbredt end i 1991.
Det er derfor nødvendigt, at lovgivning og indsatser rammer alle uansvarlige ejere og deres "farlige" hunde - uanset race.
Senest har den Danske Dyrlægeforening bekræftet, at det ikke er muligt at fastlægge en hunds race via DNA test (udtalt af fagpolitisk konsulent, Johanne Østerby, i Den Danske Dyrlægeforening - 6/8 2009. Se her).
Det betyder, at forbud eller restriktioner mod visse racer udelukkende rammer de stambogsførte hunde - ikke de - i flg. Dansk Kennel Klub - 90 % af såkaldte "kamphunde" i gadebilledet, som er blandingshunde og ikke har en stamtavle.
Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppe har udarbejdet et omfattende materiale baseret på mere end 1.700 sider kildemateriale og sendt det til bl.a. medlemmer af Justitsministeriets udvalg om hunde, medlemmer af Retsudvalget samt rets- og dyrevelfærdsordførere – og vi er klar til at reagere med officielle dokumenter, når de forventede beslutningsforslag kommer til debat i Folketinget og Retsudvalget efter sommerferien.
Dansk Terrier Klubs arbejdsgruppe for bull racer foreslår lovgivning og indsatser inden for følgende områder:
-
Understøttelse af politiets arbejde og brug af lov om hunde.
-
Sikring af at alle hunde id-mærkes og registreres i Dansk Hunderegister.
-
Sikring af at alle hunde er forsikrede.
-
Udvidelse af linepåbud, så det gælder alle hunde alle steder og i alle situationer, hvor det ikke specifikt er angivet, at hunde må løbe frit.
-
Sikring af forsvarlig indhegning af haver og hundegårde.
-
Sikring af at trykte og elektroniske medier ikke optager salgsannoncer for illegalt importerede og ulovligt opdrættede hunde.
Gå til Løsningsforslag for at se mere om Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppes løsningsforslag og det underliggende kildemateriale.