|
|
|
|
|
Oversigt
|
Fakta, viden & erfaring
Det er nødvendigt at udarbejde løsningsmodeller på grundlag af fakta, viden og erfaring for effektivt at løse problemerne med "farlige" hunde. Derfor baserer Bull Image Gruppen sine forslag og indlæg i debatten på veldokumenterede kilder i form af forskning, valide undersøgelser og faktiske data - ikke på grundlag af følelser, myter og fordomme.
Gå til
Løsningsforslag for at læse mere om
Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppes løsningsforslag og de mere end 1.700 siders underliggende kildemateriale.
Herunder er kort vores holdning til nogle af de emner, der diskuteres i debatten om "farlige" hunde. Du kan finde uddybende materiale til dette andet steds på denne webside.
|
|
|
|
|
|
I Justitsministeriets
vejledning om hundelovens forbudsordning af den 8. juni
2010 er der nævnt 11 hunderacer som efter ministeriets mening kan forveksles med
de racer, der netop er blevet forbudt i Danmark.
Blandt disse racer nævnes Iberisk Dogge. Både i den etablerede hundeverden og
på Ekstrabladets Nationen har angivelse af denne race vakt forundring, da ingen
kender denne race.
Heller ikke Dansk Kennel Klub ved, hvilken hund der er tale om.
I ovennævnte artikel af Thomas Harder erkender Justitsministeriet, at den
Iberiske Dogge nok ikke er så udbredt i Danmark, men oplyser at man kan søge
under navnet Iberian Dog, og blandt andet se den omtalte hund i sjovt tøj på
denne webside:
Iberian
Dog T Shirt.
Ved et besøg på websiden kan man – selv med et stærkt begrænset kendskab til
engelsk – konstatere, at der er tale et produkt til hunde – ikke
en hunderace.
Det bekræfter desværre endnu en gang, at Justitsministeren hellere baserer
lovgivning på Google, Internet og medier end på fakta.
|
|
|
|
|
|
Det kun er hunde med stamtavle, der med sikkerhed kan identificeres som
tilhørende en bestemt race eller gruppe. Derfor rammer enhver form for race- og
gruppespecifikke forbud og restriktioner primært den etablerede hundeverden - og
dermed primært de lovlydige og ansvarlige hundeejere og -opdrættere med
velfungerende hunde, mens de uansvarlige ejere og dårligt fungerende hunde i høj
grad går fri.
Det vil sige, at race- og gruppespecifikke forbud og restriktioner primært
rammer uskyldige uden at løse problemerne. Det er uacceptabelt i et moderne
retssamfund!
Lovgivning skal gælde alle hunde. Et alvorligt hundebid er et alvorligt hundebid
- uanset hvilken race eller blanding, der er tale om.
|
|
|
|
|
|
Den eksisterende lov om hunde - før ændringer pr. 1. juli 2010, der indførte
forbud mod visse racer - var - med tilpasninger og indsatser til understøttelse af politiets arbejde - fuldt tilstrækkelig til at håndtere problemer med "farlige" hunde.
Ikke alene gav den mulighed for indgreb over for hunde, der have forvoldt skade. Den
gav også politiet mulighed for at gribe ind over for en hund, hvor der var grund til at antage, at den pågældende hund
kunne være farlig for sine omgivelser. D.v.s. en potentielt "farlig" hund, der endnu ikke
havde bidt, men som det var sandsynligt, ville gøre det.
Den nødvendige lovgivning fandtes altså allerede, men gennemførtes ikke! Det
ville have givet større effekt at afsætte ressourcer til anvendelse af den
daværende lovgivning end at lovgive yderligere.
Hvis samfundet/politiet på daværende ikke havde ressourcer til at gennemføre den
daværende lovgivning, er der endog meget ringe sandsynlighed for, at yderligere lovgivning har effekt!
|
|
|
|
|
|
Erfaringer fra Danmark, Holland og Storbritannien viser at forbud mod racer ikke
nedbringer frekvensen af bid-episoder. Det skyldes, at aggression ikke er
racebestemt.
"Muskel-/kamphund" kan ikke defineres entydigt. Der er en tendens til fejlagtigt
at kalde alle hunde, der opleves som "farlige" for mennesker eller dyr, for
"muskelhunde" eller "kamphunde".
I medierne viser sager vedr. såkaldte "muskel-/kamphunde", hvor der vises fotos
af de aktuelle hunde, at der ofte er tale om blandingshunde.
Det er ikke muligt at lave en klar og entydig definition af de hunde, der indgår
i gruppen af såkaldte "muskel-/kamphunde" – og det giver heller ingen mening, da
en sådan gruppering ikke vil indeholde alle "farlige" hunde.
At foretage en subjektiv vurdering af, hvorvidt en hund tilhører en sådan
gruppe, er retssikkerhedsmæssigt tvivlsomt, da en hunds afstamning (race
relation) ikke kan bestemmes ved DNA test. Det er således heller ikke muligt at
fastlægge, hvilke racer der indgår i en blandingshund (udtalt af fagpolitisk
konsulent, Johanne Østerby, i Den Danske Dyrlægeforening - 6/8 2009).
Et forbud mod udvalgte racer nedbringer ikke antallet af bid-episoder. Forbud
mod en eller flere racer rammer den etablerede hundeverden, hvor størsteparten
af ejere og opdrættere er ansvarlige hundeejere med velfungerende hunde, men
rammer i ringe grad de ejere og hunde, som udgør problemet.
|
|
|
|
|
|
Det er uacceptabelt, at en velfungerende hund skal bære mundkurv! Det er
dyrevelfærdsmæssigt stærkt betænkeligt.
Hunde bruger mund, tunge og læber til at sende dæmpende signaler. Hvis en
velfungerende hund fratages disse muligheder for kommunikation ved påtvingelse
af mundkurv, kan den udvikle utryghed og aggression.
Det er selvfølgeligt acceptabelt, at en hund, der har vist aggressiv adfærd,
pålægges mundkurvspåbud. Det giver den eksisterende lov om hunde allerede
mulighed for.
Mundkurvspåbud til specifikke racer/grupper vil reelt gøre det umuligt for
seriøse hundeejere at eje en sådan hund, da omgivelserne vil betragte en
mundkurv som tegn på farlighed. Omvendt kan mundkurvspåbud tiltrække useriøse
ejere.
|
|
|
|
|
|
I forbindelse med at der har været forlydender fremme om, at det er muligt via DNA test at fastslå en hunds racerelation, f.eks. hvorvidt en blandingshund har pitbull i sin afstamning, har Bull Image Gruppen kontaktet Johanne Østerbye fra Den Danske Dyrlægeforening (DDD) for at få hendes udtalelser til pressen den 6/8 2009
om, at DNA-tests ikke er anvendelige, nærmere uddybet.
Johanne Østerbye har 24/8 2009 venligst givet os tilladelse til at publicere følgende:
- Det er rigtigt, at der i USA findes DNA-tests til at racebestemme hunde.
- DDD har fundet tre laboratorier, der gør det.
- Det ene kan differentiere 157 racer.
- Der er ingen af disse test, der kan identificere pit bull terrier endnu og således skelne denne fra eks.
Amerikansk Staffordshire Terrier.
- DDD har forhørt sig hos genetiker Merete Fredhold (KU Life).
- Profilerne er baseret på arvemateriale fra hunde i USA og Canada. Inden for nogle racer kan der være europæiske sub-populationer, der gør, at en europæisk hund kan være svær at racebestemme med testene i USA. DDD anser derfor ikke disse test til på nuværende tidspunkt at være brugbare til at basere et eventuelt raceforbud på. Desuden er det meget vigtigt at huske, at disse test kun siger, hvilken race hunden har, men ikke noget om hundens adfærd.
Vi mener derfor, at brug af disse tests vil være retssikkerhedsmæssigt stærkt betænkeligt.
Når der er indført forbud mod bestemte racer og der ikke findes anvendelige DNA tests, der kan identificere blandingshunde, der indeholder disse racer,
rammer forbuddet udelukkende de stambogsførte hunde, men ikke den store mængde af blandingshunde, som i følge
Dansk Kennel Klub udgør 90 % af "kamphundene" i gadebilledet.
|
|
|
|
|
|
Vi tager på det skarpeste afstand fra de beklageligvis mange uansvarlige hundeejere, hvis hunde på det seneste står bag overfald på både mennesker og dyr.
For seriøse hundefolk er det fuldstændigt uforståeligt, at der findes hundeejere, som ikke kan leve op til det ansvar, det er at have en hund - og at de ikke er i stand til at tage de mest simple foranstaltninger til sikring af, at deres hund ikke gør skade på andre, ved at:
- Sikre at ens hunds mentalitet er 100 % i orden, da den ellers ingen berettigelse har.
- Altid have sin hund under fuld kontrol og i snor.
- Vise hensyn og forståelse for mennesker, der er bange for ens hund eller ikke lige har lyst til at hilse på den.
- Aldrig lade sin hund komme tæt på en anden hund uden aftale med den anden hunds ejer.
- Aldrig lad sin hund komme i situationer, hvor man ikke er 100 % sikker på, hvordan den reagerer eller på hvad der kan ske.
- Sørge for at ens hund aldrig stikker af.
- Sørge for haven er forsvarligt indhegnet.
- Låse døre og låger.
- Ikke lade ens hund være sammen med børn, dyr eller fremmede uden selv at være til stede.
Når vi tænker på, hvor stort fokus der er på ”farlige” hunde i den offentlige debat, må vi konkludere, at det åbenbart drejer sig om mennesker, der er fuldstændigt uden for pædagogisk rækkevidde og som slet ikke besidder kompetencer til at tage ansvar for en hund.
Disse uansvarlige menneskers manglende evner påvirker desværre flertallet af Danmarks ansvarlige hundeejere, herunder ejere af såkaldte ”muskel- og kamphunde” der er registreret i Dansk Kennel Klub.
Sidstnævnte står nu overfor en trussel om forbud af deres hunde og restriktioner i deres dagligdag, selvom de er lovlydige og kompetente hundeejere med velfungerende hunde – og uden hensyntagen til, at langt størstedelen af problemhundene er blandingshunde/hunde uden stamtavle.
Vi opfordrer på det kraftigste, at den eksisterende lov om hunde bruges til fulde og at politiet gives de nødvendige redskaber til at anvende loven i praksis. Loven giver hjemmel til restriktioner – selv aflivning – af potentielt farlige hunde.
Brug den til at stoppe alle uansvarlige hundeejere med farlige hunde!
|
|
|
|
|
|
Seks hunderacer er i Norge defineret som såkaldt "farlige" og er derfor
forbudt i Norge. I følge Norsk Kennel Klub (NKK)
bør ingen racer være forbudt. NKK påpeger, at forbuddene bygger på
mangelfuld dokumentation og derfor er ufornuftige. Lovgivningen om forbud
tager ikke hensyn til forskning, statistik eller anden faglig begrundelse -
og racerne er udvalgt tilfældigt. At en hund bider er ikke et raceproblem,
men et ejerproblem!
Lovgivning, der baseres på (symbol) politik i stedet for viden og fakta,
har ikke virkning. Den manglende statistik før og efter lovgivning gør det
til og med umuligt at følge op på den reelle effekt af lovgivningen. Det er
imod almindelig sund fornuft.
Holland har i 2008 afskaffet forbud mod Pitbulls, fordi 15 års forbud
ikke havde nedbragt antallet af bid-episoder. En tilsvarende politisk debat
foregår for øjeblikket i Storbritannien, som har haft et forbud i en
tilsvarende tid med tilsvarende udeblivende virkning.
- NKKs magasin, Hundesport 2009/02 - tema artikler om "farlige" hunde fra:
Klik her.
- NKK om "farlige" hunde:
Klik her.
- NKK om den norske hundelov:
Klik her.
Karina Lorentzen (SF) har i spørgsmål 1127 fra Retsudvalget stillet
følgende spørgsmål til justitsministeren:
- ”Vil ministeren indhente oplysninger om den norske lovgivning
vedrørende forbud mod muskelhunde/farlige hunde, og hvad erfaringerne
med den er?”
Svaret fra justitsministeren indeholder følgende udtalelse fra
Justisdepartementet i Norge:
- Vi må først understreke at vi i Norge ikke har et godt
erfaringsgrundlag for å besvare spørsmålet. Det har ikke vært gjort noen
offentlige undersøkelser, eller holdt offentlig statistikk knyttet til
etterlevelse og håndhevelse av forbudet. Vår besvarelse må derfor delvis
baseres på antakelser.
Som nevnt besitter vi ingen statistikk over antall saker som politiet
behandler, men vi har merket oss at det ikke er mange. Dette trenger
nødvendigvis ikke bety at forbudet etterleves i høy grad, da det må
antas at det er et visst mørketall av farlige hunder i Norge. I de
tilfellene hvor politiet bliver gjort oppmerksomme på farlige hunder, er
dette ofte i forbindelse med andre lovbrudd eller fordi en hund har
oppført seg aggressivt. Det er således ikke slik at politiet i stor grad
gjør undersøkelser knyttet til farlige hunder uten noen spesiell
foranledning.
Vi vil fremheve at forbudet mot farlige hunder var omstridt allerede
da det ble innført. I den grad reaksjonene rettet seg mot en spesiell
hunde rase, gjaldt det spesielt forbudet mot amerikanske staffordshire
terrier (amstaff). I tillegg mottar Justitsdepartementet også i dag
regelmessig spørgsmål knyttet til forbudet mot amstaff. Det er
imidlertid vanskelig å ha noen formening om hvor representativt for
befolkningen disse henvendelser er.
Det skal fremheves at en særlig positiv side ved regelverket, er at
det er konsekvent og lett å håndtere for politiet, særlig grunnet det
strenge dokumentasjonskravet.
Afslutningsvis vil vi vise til en pågående sak for domstolen i Norge
som har vakt et stort engasjement i befolkningen, og som har fått god
medieoppmerksomhet. Problemstillingen har sammenheng med at hundelovens
§ 19 om farlige hunder oppstiller krav om enten avlivning eller utførsel,
uten at det presiseres i lov eller forarbejder når de forskjellige
alternati3 vene skal brukes. I den aktuelle saken var det en svensk
familie som flyttet til Norge, sammen med familiens amstaff. Spørsmålet
for domstolen har vært hvorvidt hunden skal avlives eller føres ut av
landet.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
