Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppe

Effektiv lovgivning baseres på fakta, viden & erfaring

- ikke på myter & fordomme!

 

Opdateret 2015.08.18

Fup eller fakta

Oversigt

Myter og fordomme

Der er fremkommer mange myter og fordomme, når farlige hunde debatteres.

 

Til og med understøttes disse myter ofte af såkaldte eksperter med tvivlsom eller irrelevant baggrund. Såkaldte "hunde-psykologer", hundetrænere, "kendisser" etc. udtaler sig som eksperter om mentalitet, hunderacer - ja selv genetik.

Det opleves selv - men heldigvist sjældent - at dyrlæger med helt andre specialer end adfærd, mentalitet og genetik slutter sig til gruppen af selvbestaltede eksperter, der udtaler sig på grundlag af personlige følelser og overskrifter i medierne i stedet for videnskabeligt dokumenteret fakta.

 

Skal der findes effektive løsninger på problemstillingen med "farlige" hunde, er det nødvendigt, at indsatserne baseres på fakta, viden og erfaring - ikke på myter, fordomme, frygt og uvidenhed.

 

Virkeligheden er ikke sort/hvid. Det er løsningsmodellerne desværre heller ikke!

 

Se hvad der er fup - og hvad der er fakta herunder!

Hvad er en kamphund? [ top ]

 

 

Udtrykket "kamphund" er i medier og debat gjort til en race i stedet for en betegnelse. Ofte betegnes en hund, der bider, som en "kamphund" - uden hensyntagen til dens faktiske afstamning. Der sættes altså lighedstegn imellem en hund der bider og en såkaldt "kamphund" - uanset hvilken afstamning og oprindelse pågældende hund har.

 

Den svenske stats undersøgelse vedr. hunde fastslår, at:

  • En kamphund er en hund - uanset race - der er trænet eller bliver trænet med det formål, at den skal have succes i kamp mod andre hunde.
  • Kamphunderacer er racer, som rent historisk har været brugt til kamp.

Der findes ikke en entydig officiel dansk definition af "kamp- og muskelhund" i Danmark.

 

Det er ikke muligt at lave en klar og ensidigt definition af hvilke hunde, der indgår i gruppen af såkaldte "muskel-/kamphunde" – og det giver heller ingen mening, da en sådan gruppering ikke vil indeholde alle "farlige" hunde.

 

At foretage en subjektiv vurdering af, hvorvidt en hund tilhører en sådan gruppe, er retssikkerhedsmæssigt tvivlsomt, da en hunds afstamning (race relation) ikke kan bestemmes ved DNA test. Det er således heller ikke muligt at fastlægge, hvilke racer der indgår i en blandingshund.

Senest har den Danske Dyrlægeforening bekræftet, at det ikke er muligt at fastlægge en hunds race via DNA test (udtalt af fagpolitisk konsulent, Johanne Østerby, i Den Danske Dyrlægeforening - 6/8 2009. Se her).

 

 

Hvad er en muskelhund? [ top ]

 

 

Vi citerer hermed fra Erik Westengaards bog;

 

Muskelhunde - hvad er det?

  • Eksisterer der "muskelhunde"?
    Svaret er enkelt og klart, det gør der ikke.
  • I aviserne bliver hundene kaldt både "kamphunde" og "dræberhunde", men hvilke racer skjuler sig bag ordene?
    Ofte drejer det sig ikke om racespecifikke hunde, men overordnet set er der tale om store kraftige hunde, der i mange tilfælde har lighed med racer som f.eks. den amerikanske staffordshire, eller amerikansk bulldog.

Så begrebet "muskelhund" kan altså ikke relateres til hunderacer.

 

 

Kan deles fra BIGs facebook side

Er aggression racebestemt? [ top ]

 

 

Forskning på Hannover Veterinære Universitet viser, at aggression ikke er racebestemt. Bl.a. viser undersøgelser, at der ikke er en reel forskel på adfærden hos de racer, der var mistænkt for medfødt aggressivitet (angiveligt "kamphunde") og kontrolgruppen af Golden Retrievers.

D.v.s. at der ikke findes et "aggressions gen" hos nogle racer, men at det enkelte hundeindivid via dårligt opdræt, opfostring, prægning, opdragelse og håndtering kan blive en "farlig" hund. Der er altså ikke tale om "farlige" racer, men om uansvarlige ejere og opdrættere.

 

At aggression ikke er racebestemt understøttes også af den rapport, der er udarbejdet af udvalget, som den svenske stat nedsatte for at undersøge og kortlægge de problemer, der findes med hunde i samfundet, samt foreslå tiltag til at afhjælpe de problemer, der opstår p.g.a. manglende ansvar hos ejerne med særligt fokus på "farlige" hunde. Rapporten fastslår, at adfærdsegenskaber genetisk set er kvantitative, hvilket indebærer, at mange gener tilsammen med miljøfaktorer afgør, hvordan egenskaben manifesteres hos det enkelte individ.

Det betyder, at det ikke er muligt tydeligt at skelne mellem aggressive og ikke aggressive hunde; hunden er mere eller mindre aggressiv i forskellige situationer. Det samme gælder for dominans, usikkerhed o.s.v. Det, at hunden er et rovdyr, gør, at alle hunde i princippet kan være farlige. Vi kan ikke lave om på hunden, men vi kan forstærke eller svække forskellige adfærdsmønstre.

 

Den svenske rapport påpeger, at det ikke er racerne i sig selv, der er farlige. Hvis man henviser til Schæferhunden, så vil kun få mennesker påstå, at det er en farlig race. For over 20 år siden havde den det rygte, at den var særdeles farlig. Racen er ikke blevet anderledes siden da. Det, som gør forskellen, er, at det ikke længere er den samme type mennesker, der har Schæferhunde. Rapporten påpeger, at lige som det dengang ikke var overvejende dårlige ejere, der havde Schæferhunde, så er det i dag heller ikke overvejende dårlige ejere, der har "kamphunde".

Køn, størrelse, ejere, rang, helsestatus, grad af socialisering til mennesker og dyr, jagtinstinkt, usikkerhed, erfaring, o.s.v. er alle faktorer, som har indflydelse på, hvordan en hund reagerer i en given situation. For at en hund skal fungere godt i samfundet, er det vigtigt at den socialiseres på mennesker og andre hunde i dens første tre levemåneder. Nøgleordene er viden og ansvar. Det er vigtigt, at ejeren af en stor hund har et godt lederskab og fuld kontrol over hunden. Det fremhæves, at praktisk taget alle hunde af en vis størrelse, kan blive farlige. Omvendt kan mange af de hunde, som mentalt besidder egenskaber, der kan gøre dem farlige, udvikle sig til relativt ufarlige dyr, når de kommer i hænderne på ansvarsfulde og kyndige mennesker.

Selv en hund som har “lært" at være farlig, kan ofte lære at blive ufarlig igen.

 

Forskning på Hannover Veterinære Universitet understøtter dette, idet det er fastslået, at jo højere ejerens viden om hundeadfærd er, des mindre er sandsynligheden for, at dennes hund reagerer ved at bide. Dette opnås især ved at etablere et afslappet forhold imellem ejer og hund, baseret på viden om hundeadfærd og hensigtsmæssige træningsmetoder.

 

Alpha Hundeadfærdscenter påpeger i bilag 350 til Retsudvalget (alm. del), at der er lavet en del research i forbindelse med aggressioner hos hunde, men at der ingen videnskabelige beviser er for, at nogle hunde er født aggressive. Aggressioner er følelsesbetonede og ikke noget visse racer er født med. Et individs adfærd afhænger af miljøets påvirkning på dets medfødte gener.

Der er mange, der forveksler jagtadfærd med aggressioner. Det har intet med hinanden at gøre, idet jagtadfærd tilsyneladende ikke er følelsesbetonet – det formodes, at en hund er ikke sur på den fugl, den f.eks. jager. Aggression og jagtadfærd kan altså ikke sidestilles. I nogle tilfælde, hvor en stor hund har overfaldet en lille hund, kan der drages tvivl om, hvorvidt det handler om aggression eller om den store hund anser den lille hund med de hurtige bevægelser for et bytte.

I disse tilfælde handler det mest af alt om den store og den lille hunds tidlige socialisering. Alle hundefolk ved, at socialisering er vigtig, mens hunden er lille, men mange socialiserer deres hund enten i overmål eller mangelfuldt. Det kan have meget store konsekvenser senere i hundens liv, hvor man kan opleve, at den ikke kan omgås andre hunde på fornuftig vis.

 

Hunden er et rovdyr. Det gør, at alle hunde – uanset race eller blandingsrace - i princippet kan være farlige. Vi kan ikke lave om på hunden, men vi kan forstærke eller svække forskellige adfærdsmønstre.

 

 

Kan deles fra BIGs facebook side

 

 

 

 

Mangler nogle racer hundesprog? [ top ]

 

 

Flere deltagere i debatten om "farlige" hunde og såkaldte eksperter påstår, at "kamphunde" udsender meget få signaler, hvorfor det er svært for andre hunde at tyde disse hundes signaler samt at hundene har en sikkerhedszone på min. 3-4 meter.

 

I forbindelse med disse udsagn defineres disse såkaldte "kamphunde" ikke nærmere, hvorfor offentligheden får den opfattelse, at det gælder alle hunde, som i debatten - korrekt eller ukorrekt - omtales som en kamphunderace.

 

Den 17. maj 2009 blev der afholdt et seminar om farlige hunde. Her er citat fra referatet i DCH bladet nr. 4 2009, udgivet af Danmarks Civile Hundeførerforening:

 

"Venlige kamphunde har nøjagtig de samme signaler som andre hunde".

 

Alpha Hundeadfærdscenter skriver i bilag 350 til Retsudvalget (alm. del), at det, at hundene ingen sprog har og den meget absolutte påstand om medfødt aggression, stor sikkerhedszone og farlighed i nærheden af andre hunde, ikke er veldokumenteret. Centret skriver, at de mener, at for at kunne drage veldokumenterede konklusioner omkring hundene kræves mere end at have nogle til træning og i behandling samt selv dele hjem med en eller flere.

 

Påstande om mangel på kommunikationsevner er slet ikke dokumenteret af nogen undersøgelser overhovedet - den eneste undersøgelse med billeddokumentation, foretaget af Alpha Hundeadfærdscenter, påviser det stik modsatte:

 

"Muskel-/kamphunderacer" har kropssprog ligesom andre hunde

og udsender dæmpende signaler på lige fod med alle andre racer.

 

 

Kan nogle racer låse kæben? [ top ]

 

 

Der er mange myter tilknyttet såkaldte "kamphunde".

 

For år tilbage blev det beskrevet, at pitbulls havde den særlig egenskab, at dens kæber låser sig fast, når den bider.

For 50 år siden kunne man læse præcis den samme historie om Boxeren - og andre racer har sikkert også været på banen i den forbindelse.

 

Det er en myte, som er usand (se Hundansvarsutredningen).

 

I forhold til låsning af kæber har forskere ikke fundet en anatomisk forskel på f.eks. pitbulls og andre typer af hunde, der skulle gøre det muligt for nogle hunde at låse kæberne.

 

Derfor er det ganske enkelt forkert at påstå, at denne evne ligger hos nogle hunde (se Alpha Hundeadfærdscenter | bilag 350).

 

 

Hvilke hunde bider? [ top ]

 

 

Størstedelen af de "farlige" hunde er uregistrerede eller ikke racerene hunde. I flg. Dansk Kennel Klub udgør over 90 % af "kamphundene" i gadebilledet blandingshunde. Bid på mennesker og dyr sker af mange forskellige racer og blandingshunde - også racer og blandinger der aldrig vil blive betegnet som såkaldte "muskel-/kamphunde".

 

Der findes ikke statistisk materiale, der giver et præcist billede af, hvilke hunde der bider i Danmark. Først og fremmest findes der ikke organiseret indsamling af data, der sikrer statistisk validitet. Dernæst er det ikke muligt med sikkerhed at fastslå en hunds race.

 

Her er nogle af de tal, der har været fremme i pressen.

Opgørelse fra Dansk Kennel Klub

I pressen har Dansk Kennel Klub været citeret for, at en muskelhund dræber en hund, hver 14. dag.

Dansk Kennel Klubs opgørelse er foretaget over en periode på 10 uger - ultimo 2008 og primo 2009 - på grundlag af presseklip om 5 ihjel-bidninger af hunde.

 

Opgørelsen giver således ikke et validt billede af, hvilke racer eller blandinger det drejer sig om, eller hvorvidt det omfatter alle "hund på hund" overfald i perioden.

 

Der er dog ingen tvivl om, at opgørelsen illustrerer, at der er tale om et uacceptabelt problem med hunde, der overfalder hunde, som der skal findes løsning på.

Forsikringsoplysningen

Forsikringsoplysningen oplyser, at der i 2007 var 12.040 forsikringsskader forvoldt af hund. Der er tale om en faldende tendens fra 1998, hvor der var 15.690 skader. Til gengæld var erstatning pr. skade 3.726 kr. i 2007, hvor det var 2.637 kr. i 1998. Der er tale om alle forsikringsskader - ikke kun bidskader.

Statens Institut for Folkesundhed, Center for Ulykkesforskning

Den Danske Dyrlægeforening står bag et webside, der hedder Hej-hund.dk. Siden har et afsnit, der hedder Fakta om hunde, børn og bidskader, hvor tal fra Statens Institut for Folkesundhed, Center for Ulykkesforskning gennemgås.

 

Her angives det bl.a., at 64 % af de ulykker, hvor hunde er involveret, skyldes bid og at antallet af bidskader på børn og voksne er ca. 5.000 pr. år. Antallet af bidskader har været relativt konstant siden 1998. Ligesom antallet af hunde er nogenlunde konstant.

Kun 2 % af bidskaderne fører til indlæggelse. Det sker især for de mindste børn (0-5 år).

 

Skaderne er ikke opgjort pr. hunderace/blanding.

 

 

Kan hunderace bestemmes via DNA test? [ top ]

 

I forbindelse med at der har været forlydender fremme om, at det er muligt via DNA test at fastslå en hunds racerelation, f.eks. hvorvidt en blandingshund har pitbull i sin afstamning, har Bull Image Gruppen kontaktet Johanne Østerbye fra Den Danske Dyrlægeforening (DDD) for at få hendes udtalelser til pressen den 6/8 2009 om, at DNA-tests ikke er anvendelige, nærmere uddybet.

 

Johanne Østerbye har 24/8 2009 venligst givet os tilladelse til at publicere følgende:

  • Det er rigtigt, at der i USA findes DNA-tests til at racebestemme hunde.
  • DDD har fundet tre laboratorier, der gør det.
  • Det ene kan differentiere 157 racer.
  • Der er ingen af disse test, der kan identificere pit bull terrier endnu og således skelne denne fra eks. Amerikansk Staffordshire Terrier.
  • DDD har forhørt sig hos genetiker Merete Fredhold (KU Life).
  • Profilerne er baseret på arvemateriale fra hunde i USA og Canada. Inden for nogle racer kan der være europæiske sub-populationer, der gør, at en europæisk hund kan være svær at racebestemme med testene i USA. DDD anser derfor ikke disse test til på nuværende tidspunkt at være brugbare til at basere et eventuelt raceforbud på. Desuden er det meget vigtigt at huske, at disse test kun siger, hvilken race hunden har, men ikke noget om hundens adfærd.
 

Fjerner raceforbud problemet med farlige hunde? [ top ]

 

Erfaringer fra lande med mangeårige raceforbud, f.eks. Holland, Tyskland og Storbritannien, viser at forbud mod racer ikke nedbringer frekvensen af bid-episoder.

Derfor søger mange lande med raceforbud nu efter andre løsninger end forbud af racer. Nogle har til og med ophævet raceforbud. Den eneste løsning, som dokumenteret markant har nedbragt antallet af bidepisoder, er den såkaldte "Calgary model" fra Canada. En model der fokuserer på ansvarligt hundeejeskab.

 

Da aggression ikke er racebestemt, er det logisk, at et forbud mod udvalgte racer ikke løser problemet med farlige hunde.

 

 

Skal alle hunde, der ser farlige ud, have mundkurv på? [ top ]

 

Det er uacceptabelt, at en velfungerende hund skal bære mundkurv! Det er dyrevelfærdsmæssigt stærkt betænkeligt.
Hunde bruger mund, tunge og læber til at sende dæmpende signaler. Hvis en velfungerende hund fratages disse muligheder for kommunikation ved påtvingelse af mundkurv, kan den udvikle utryghed og aggression.

 

Det er selvfølgeligt acceptabelt, at en hund, der har vist aggressiv adfærd, pålægges mundkurvspåbud.
 

Derudover dokumenterer en fransk undersøgelse, at mundkurv på hunde rent faktisk øger utrygheden hos befolkningen.
Mundkurvspåbud til specifikke racer/grupper reelt gør det umuligt for seriøse hundeejere at eje en sådan hund, da omgivelserne betragter en mundkurv som tegn på farlighed. Derudover kan mundkurvspåbud tiltrække useriøse ejere.

 

 

Er Id-mærkning mangelfuld? [ top ]

 

 

I følge rapport udarbejdet af Det Biovidenskabelige Fakultet id-mærkes og registreres kun 80 % af de danske hunde i Dansk Hunderegister (DH) i.h.t. lovgivningen. 16 % af de registrerede hunde i DH er angivet som blandingshunde, men det vurderes i samme rapport, at 1/3 af den danske hundebestand rent faktisk er blandingshunde.

 

Et godt eksempel på den mangelfulde registrering er, at der i 2008 blev registreret 78 Amerikanske Staffordshire Terriers i Dansk Kennel Klub. Samme år blev der i DH registreret 1.134 under samme race. D.v.s at omkring 90 % af de hunde, der i DH blev registreret som Amerikanske Staffordshire Terriers, ikke tilhører denne race.

Så når pressen omtaler hundebid af "amstaffs", så er der ringe sandsynlighed for, at det rent faktisk drejer sig om en Amerikansk Staffordshire Terrier.

 

Det viser også, at "farlige" hundeejere har mulighed for at registrere en blandingshund eller en ulovlig race i DH som en race, der ikke falder under eventuelle gruppespecifikke restriktioner.

Så folk, der f.eks. ønsker at eje en af de forbudte pitbulls, kan registrere dem som en anden race. Det er sandsynligt, at en del af de hunde, der i DH er registreret som Amerikanske Staffordshire Terriers, men som ikke er "ægte" (dokumenteres med en Dansk Kennel Klub / FCI anerkendt stamtavle) - netop er disse pitbulls eller pitbull blandinger.

 

 

Er der højere krav til avl af DKK hunde? [ top ]

 

 

Krav til avlsgodkendelse for de enkelte racer reguleres løbende under Dansk Kennel Klub, f.eks. via krav om godkendt mentalbeskrivelse, sundhedstest og præmiering på udstillinger (foretages også på grundlag af temperament), mens uorganiseret opdræt af hunde uden stamtavle foregår helt uden restriktioner.

 

Ved uorganiseret opdræt i den uetablerede hundeverden kan der f.eks. både være tale om hunde, der ikke kan opnå avlsgodkendelse i Dansk Kennel Klub, hunde der af politiet har fået pålagt mundkurvspåbud og forskellige racer eller blandinger, hvis egenskaber gør dem helt uegnede at kombinere i avl.

 

 

Er amstaff det samme som pitbull? [ top ]

 

 

Amerikansk Staffordshire Terrier og pitbull er ikke samme hund eller race!

 

En ægte Amerikansk Staffordshire Terrier har en Dansk Kennel Klub stamtavle. Mange af de hunde, der i pressen og offentligheden omtales som amstaffs, har ikke en Dansk Kennel Klub stamtavle. Det er altså ikke Amerikanske Staffordshire Terriers. Det er blandingshunde eller pitbulls. I 2008 blev der registreret 78 Amerikanske Staffordshire Terriers i Dansk Kennel Klub, men i Dansk Hunderegister blev der registreret 1.134. D.v.s. at mere end 1.000 af de Amerikanske Staffordshire Terriers, der blev registreret i Dansk Hunderegister i 2008, ikke var af denne race.

 

Historisk set er både Amerikanske Staffordshire Terriers og pitbull 'bull and terriers', der som navnet antyder, var blandinger af engelsk bulldog og forskellige terrier typer.

 

Første gang varianter af 'bull and terriers' fik befolkningens opmærksomhed, var i forbindelse med dyrekampe arrangeret af magthaverne i England i 1700 og 1800 tallet for at adsprede befolkningen. Historisk set var disse arrangementer kulturbegivenheder på lige fod med nutidens tyrefægtning i Spanien.

 

Da disse dyrekampe blev forbudt, arrangerede primært fattige kulminearbejdere i Staffordshire området hundekampe som adspredelse og for at spæde økonomisk til familiens underhold. Her opstod de tidligere Staffordshire Bull Terriers.

 

Ikke alle disse 'bull and terriers' blev brugt i kamp. Mange var almindelige familiehunde og blev brugt til at holde skadedyr som rotter og mus fra dørene og som vagthunde for familien. I forbindelse med udvandringen til Amerika tog immigranter deres hunde med og dermed fik 'bull and terriers' nye opgaver.

 

Nogle blev avlet videre som kamphunde, andre blev farmerhunde, hvis opgaver var at hyrde flokke af husdyr, bevogte gården og familie og som trækdyr. Til det formål blev hundene avlet større og mere robuste.

Disse hunde fik betegnelsen American bull and terrier, yankee terrier og pitbull terrier, selvom de ikke blev brugt til hundekampe. Hunde, der blev brugt til kamp, var de såkaldte gamedogs og fik udelukkende betegnelsen pitbull terrier.

Dog har også pitbull terrieren haft tilhængere, der ikke avlede til kamp, men udelukkende som familie- og vagthunde.

 

I 1924 begyndte tilhængere af 'bull and terrier' racerne at arbejde for en adskillelse af gårdhundene og gamedogs. Man ønskede at distancere sig fra hundekampe en gang for altid og opdrætte en race, der var en ren arbejds- og familiehund. Til det formål udvalgte man hunde, der udmærkede sig som familie- og gårdhunde og udarbejdede en standard, der fastlagde ønskeprofilen for den race, der blev til Amerikansk Staffordshire Terrier.

 

På baggrund af denne ønskeprofil og det avlsarbejde, der blev lagt i racen, distancerede man sig så meget fra pitbull og gamedogs, at FCI i 1936 anerkendte racen som en selvstændig race.

 

Amerikansk Staffordshire Terrier er oprindeligt en arbejdshund med opgaver på en gård. Det krævede en hund, som indeholdt alle de egenskaber, man har brug for - som kvæghund, vagthund og ikke mindst som familiehund. Racen skulle være robust og hårdfør, altid vågen og aktiv. Dette krævede en hund, som på alle måder var og er fysisk og psykisk sund. På ingen måder over eller underdrevet i sin fremtoning. Aggression er uacceptabelt i denne race.

 

Denne selektion i avls processen og faste rammer for type er den største forskel på Amerikansk Staffordshire Terrier og pitbull terrier.

 

En Amerikansk Staffordshire Terrier kan identificeres ved sin stamtavle fra Dansk Kennel Klub.

 

 

 

 

 

 

Er Pitbull flere racer? [ top ]

 

Der figurerer ikke fagligt baserede udtalelser på diverse fora og Facebook sider om, at Amerikansk Staffordshire Terrier, Staffordshire Bull Terrier og American Pit Bull Terrier (også kaldet pitbull) er samme race.

Dette er selvfølgelig ikke korrekt!

Der er tale om 3 selvstændige racer, der opdrættes og registreres som sådant.

Amerikansk Staffordshire Terrier
Amerikansk FCI anerkendt race. Blev første gang registreret i 1936. Opdrættes som selskabs-, udstillings- og familiehund. Hører i USA under American Kennel Club. Dansk Terrier Klub er racens danske raceklub.

Staffordshire Bull Terrier
Engelsk FCI anerkendt race. Blev første gang registreret i 1935. Opdrættes som selskabs-, udstillings- og familiehund. Dansk Terrier Klub er racens danske raceklub.

American Pit Bull Terrier (pitbull)
Er ikke anerkendt af FCI. Racen registreres i United Kennel Klub i USA.
 
 

[ forrige ] [ top ] [ næste ]

 

 

 

Home

Alle rettigheder forbeholdes Bull Image Gruppen og øvrige opretshavere af fotos, tekst m.m. Der må citeres fra websiden ved angivelse af bull-image-gruppen.dk som kilde samt dato for opdatering.

* Webmaster