Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppe

Effektiv lovgivning baseres på fakta, viden & erfaring

- ikke på myter & fordomme!

Opdateret 2011.12.26

Amerikansk Staffordshire Terrier

Oversigt

 

Amerikansk Staffordshire Terrier er ved lovændringen, der trådte i kraft den 1. juli 2010, blevet forbudt på trods af, at:

Amerikansk Staffordshire Terriers stod ikke bag overfald

Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppe har fulgt op på alle overfald i medierne siden januar 2009. Hverken racerene Amerikansk Staffordshire Terriers eller andre af de forbudte FCI racer stod bag disse. Når journalisterne omtalte overfaldshundene som 'amstaffs', var der tale om blandingshunde, der havde en vis ydre lighed med den Amerikanske Staffordshire Terrier.


Lovgivningen rammer altså effektivt et antal racerene hunde fra den etablerede hundeverden, som ikke er ansvarlige for overfaldene, men den rammer ikke de virkelige gerningshunde fra den uetablerede hundeverden, hvor der produceres et stort antal ”kopihunde” med ukendt baggrund.

Den danske lovgivning svarer til at forbyde Rolex ure, fordi de billige kopier går i stykker.

Amerikansk Staffordshire Terrier er en sjælden hund

Mindre end 10 % af de hunde, der omtales som ”amstaffs” er Amerikanske Staffordshire Terriers. Mere end 90 % af de hunde, der registreres i Dansk hunde-register, er ”kopihunde” som pitbull blandinger eller andre blandinger. Disse sælges som ”amstaffs” for at opnå en højere salgspris. Dertil kommer et stort antal hunde, som slet ikke registreres – hunde der holdes ulovligt.


En raceren Amerikansk Staffordshire Terrier har altid en FCI anerkendt stamtavle. Der blev kun indregistreret 82 racerene Amerikanske Staffordshire Terriers i 2009. Så der er tale om en lille population – og disse må kun indgå i avl, hvis de har en godkendt mentalbeskrivelse.

Eksperter mod forbud af racer

Hundeudvalget delbetænkning udkom den 20. januar 2010 påpegede, at man ikke har noget sikkert statistisk eller erfaringsmæssigt grundlag for, hvilke racer der bør omfattes af et eventuelt forbud.

Derudover var et stort flertal i udvalget mod forbud af racer. Mindretallet bestod af embedsmænd.

 

Faglige eksperter, herunder Den Danske Dyrlægeforening, meldte, at de var mod forbud.

 

Et stort flertal af høringssvarene var ligeledes mod forbud.

Andre lande afskaffer racespecifik lovgivning

Derudover har flere lande med mangeårig erfaring med racespecifik lovgivning afskaffet denne type lovgivning i erkendelse af, at det ikke nedbringer antallet og alvoren af bid-episoder.

Loven rammer primært velfungerende hunde

Ses der på registreringstallene for de yderligere 8 DKK racer, der blev forbudt ved lovændringen, er der maksimalt 1.500 af disse hunde i Danmark, hvis der gås ud fra en gennemsnitalder på 10 år. Denne gennemsnitsalder er formodentligt sat for højt. Derudover skal der fratrækkes hunde, som er blevet eksporteret.

Dansk Kennel Klub forelagde ved et foretræde for Retsudvalget 29. april 2010 en beregning, der viser at disse 1.500 hunde udgør:

  • Kun 3 % af hvad der i medier fejlagtigt omtales som såkaldte "kamphunde".
  • Kun 30 % af hvad der er registreret af tilsvarende hunde i Dansk Hunderegister.

D.v.s. at lovgivningen rammer en meget lille gruppe seriøse ejere og opdrættere i den etablerede hundeverden, men får kun meget lille konsekvens for den store andel af hunde i den uetablerede hundeverden.

 

Derfor vil vi naturligvis bekæmpe forbuddet af vores race med alle midler - og arbejde for en lovgivning, der effektivt minimere problemerne med farlige hunde uden at ramme de ansvarlige hundeejere med velfungerende hunde!

 

Oprindelse [ top ]

Mentalitet [ top ]

Relation til mennesker [ top ]

 

Amerikansk Staffordshire Terriers oprindelse kan spores tilbage til slutningen af 1800 tallet. Udgangspunktet var the working English Bulldog og hunde af terrier typen - formentlig den nu uddøde English White Terrier og Manchester Terrier.

 

Denne type hund eksisterede som gadekryds, men blev senere specifikt avlet som familiehund, skadedyrsbekæmper og nogle linjer til kampformål. Denne krydsning, som primært var den fattige mands hund, fik benævnelsen 'bull and terrier', 'half and half' og til tider pit dog.

Racens betegnelse afhang af den individuelle hunds brugsformål. Staffordshire Bull Terrier nedstammer herfra.

Rejsen til Amerika

Disse hunde fandt vej til Amerika omkring 1870 i forbindelsen med udvandringen fra England, Irland og Skotland, hvor de fik tilnavnet pit dog, pit bull terrier, senere American bull terrier - og endnu senere yankee terrier.

 

For at tilpasse racen til de nye behov - som hyrdehund, vogter af husdyr mod ulve, bjørne m.m., bekæmpelse af skadedyr, trækhund og familiehund - blev den avlet større og adskilte sig hermed væsentligt fra fortidens standard.
 

Det, vi i dag kender som Amerikansk Staffordshire Terrier, nedstammer herfra.

Starten på den racerene Amerikanske Staffordshire Terrier.

I starten af 1920 påbegyndte Wilfred Truman Brandon arbejdet med at få denne gårdhund anerkendt som selvstændig race af den amerikanske kennel klub (AKC).

 

Men først i forbindelse med en artikel i Dog World Magazine i starten af 1930, hvor racens fremragende egenskaber som gård-, vogter- og familiehund blev fremhævet, blev racen taget seriøst.

 

Registreres første gang i 1936.

 

 

Amerikansk Staffordshire Terrier er en aktiv, modig, selvstændig og altid vågen race.

 

Dens mod er legendarisk og ligeså er dens affektion for mennesker. I USA bruges racen til så forskellige formål som redningshunde, fører- og servicehunde og til sporarbejde bl.a. for toldvæsenet. På trods af at racen også blev og bliver brugt som vagthund, er det ikke sikkert, at alle eksemplarer er lige egnede - grundet deres forkærlighed for alle mennesker. Der er eksempler på, at tæver der lå med hvalpe, er blevet stjålet ud af private hjem med videresalg for øje.

 

I forbindelse med avl af denne race i Dansk Kennel Klub regi har der i Danmark siden 1991 været krav om mentalbeskrivelse før avlsgodkendelse. Racen har en beståelsesprocent på 98 %! Dette er et vidnesbyrd om racens sande temperament og mentalitet. Meget få racer kan mønstre dette resultat.

 

 

Amerikansk Staffordshire Terrier er en udadvendt og menneskekærlig hund - til tider grænsende til det overvældende. Racen er meget familiepræget og er ikke en udpræget én mands hund. Den har en nærmest utrolig evne til opnå kontakt selv med personer, der ikke er så glade for hunde. Det er yderst sjældent, at en ægte Amerikansk Staffordshire Terrier er involveret i bid på mennesker.
 

Racen har derudover en fornemmelse og svaghed for børn og er meget tilgivende overfor selv meget hårdhændet behandling. Det er ofte op til forældrene at sætte grænser for børns behandling af hunden, da den sjældent selv siger fra. Dog er det ligesom med andre racer sådan, at hunde ikke er legetøj og ikke bør være sammen med børn uden opsyn.

Relation til andre hunde [ top ]

Relation til andre dyr [ top ]

Brugsegenskaber [ top ]

 

I forhold til andre hunde er det meget vigtigt, at racen socialiseres fra en tidlig alder. Ved tidlig socialisering omgås den alle hunde og andre dyr uden problemer. Hvis en individuel hund udvikler problemer med andre hunde, er det vigtigt, at der tages forbehold for dette. Problemer, der er opstået på baggrund af dårlige erfaringer, kan trænes væk eller minimeres betragteligt.

 

Amerikansk Staffordshire Terrier er en modig og stolt hund, der sjældent starter et slagsmål, men som regel ikke viger, hvis der sker en konfrontation.

 

   

Amerikansk Staffordshire Terrier er en af de mest alsidige brugshunde, der findes.

 

Dens mod, udholdenhed og lærevillighed gør den egnet til alle former for hundesport, herunder agility, sporarbejde, redningshundearbejde, servicehund, udstilling, lydighed, dog dancing og vagtarbejde.

 

Den er som regel meget behagesyg eller madglad, hvilket er meget gode indgangsvinkler for træning efter belønningsmetoden.

 

Racen bør aldrig behandles for hårdt eller afstraffes, men opdrages og trænes med kærlighed og konsekvens.

Population [ top ]

Racen i andre lande [ top ]

RAS [ top ]

 

Da racen kun kan identificeres med en FCI anerkendt stambog - og derved adskilles fra pitbull terrier og Staffordshire Bull Terrier - som en ægte Amerikansk Staffordshire Terrier, er racen sjælden i Danmark.

 

Antallet af individer anslås til under 2.500 stk. Der fødtes i 2008 78 hvalpe i Danmark med DKK/FCI anerkendt stambog.

Til sammenligning blev der i Dansk Hunde Register registreret 1.134 hunde under racen Amerikansk Staffordshire Terrier i samme periode.

 

Dette gør formentlig denne race til den mest plagierede i Danmark - med over 90 % kopihunde fra den uetablerede hundeverden.

 

 

I andre lande nyder denne race stor anerkendelse og popularitet.

 

Opdrættere og udstillere af racen har knyttet bånd på tværs af grænser i hele verden for i fællesskab at have avlsmateriale til rådighed, da racen hidrører fra en forholdsvis lille genpulje.

 

Dog har racens popularitet medført uautoriseret opdræt og import af hunde med tvivlsom fortid primært fra hvalpefabrikker og terminsavlere. Disse blev solgt til uegnede ejere nøjagtig som i Danmark, og dette har medført, at racen i nogle lande kategoriseres som en farlig eller krævende race og endog i nogen lande er helt forbudt.

 

Dens popularitet som alsidig og modig hund blev dens død som race i disse lande.

 

Racespecifik Avls Strategi

I Dansk Terrier Klub, som Amerikansk Staffordshire Terrier hører under, bestræber vi os på at opdrætte mentalt stabile fysisk sunde og racetypiske hunde. Dette sker med stor succes og dansk opdrættede hunde er i høj kurs hos elskere og opdrættere af racen i hele verden. Vi bestræber os på at finde de rigtige ejere til vores afkom og tilskynder ejere og opdrættere til at repræsentere racen på bedst mulige måde.

 

Flere og flere får åbnet øjnene for alle de muligheder, denne race tilbyder inden for hundesport, og man vil i fremtiden se flere og flere Amerikanske Staffordshire Terriers gøre positivt opmærksom på sig selv som brugs- og servicehunde.

 

Øvrigt [ top ]

 

 

Racens officielle webside

Læs mere om racens på:

Racerepræsentant

   
     
     

 

 

 

Home

Alle rettigheder forbeholdes Bull Image Gruppen og øvrige opretshavere af fotos, tekst m.m. Der må citeres fra websiden ved angivelse af bull-image-gruppen.dk som kilde samt dato for opdatering.

* Webmaster