|
I pressen og offentligheden betegnes hunde, der bider, oftest som
"kamp-/muskelhunde" - uanset hvilken race eller blanding, der er tale om.
Politiet benytter også betegnelser som "kamphunde" og "muskelhunde" uden, at
en fastlagt definition af begreberne samt en kynologisk vurdering ud fra
disse ligger til grund for "kategoriseringen" af de pågældende hunde.
Nærmere undersøgelse af sager vedr. såkaldte
"muskel-/kamphunde" viser derfor oftest, at der er tale om blandingshunde / hunde uden
Dansk Kennel Klub stamtavle.
Det er rystende
og ganske uacceptabelt, at der forekommer så mange bid-episoder! En alvorlig
bidskade er en for meget.
For seriøse
hundefolk er det fuldstændigt uforståeligt, at der findes så mange
hundeejere ikke har evner og vilje til at leve op til det ansvar, det er at
have en hund - og at de ikke er i stand til - eller slet ikke ønsker - at
tage de mest simple foranstaltninger til sikring af, at deres hund ikke gør
skade på andre.
Vi tager på det
skarpeste afstand fra disse uansvarlige hundeejere, hvis hunde på det
seneste står bag overfald på både mennesker og dyr - og beklager på det
dybeste, at disse menneskers manglende hunde-kompetencer og uansvarlighed
kan få uoverskuelige konsekvenser for ansvarlige hundeejere, fordi presse,
myndigheder og offentlighed ikke kan skelne mellem gode hundeejere med
velfungerende hunde og dårlige hundeejere med dårligt fungerende hunde.
Effektive løsninger skal baseres på fakta, viden og erfaring Der findes desværre ikke en let og hurtig løsning på problemstillingen med "farlige" hunde - eller rettere sagt "farlige" ejere - i det danske samfund.
I Dansk Terrier Klub er vi meget bekymrede over problemstillingen med "farlige" hunde og "farlige" hundeejere. Vi ønsker, at der hurtigst muligt findes effektive og langtidsholdbare løsninger, som begrænser omfanget af hundebid på mennesker og dyr - og samtidigt sikrer, at kun de "skyldige" rammes af restriktioner og lovgivning - ikke de lovlydige og ansvarlige hundeejere med velfungerende hunde, uanset hvilken race, der er tale om.
Dansk Terrier Klubs Bull Image Gruppe efterlyser dialog om løsningsmodeller, der er baseret på fakta, viden og erfaring. Det er nødvendigt for effektivt at løse problemerne.
"Det er for galt" løsninger og symbol-politik baseret på generalisering, myter og fordomme er ikke vejen frem!
|